Nordiske fortællinger – fra H.C. Andersen til Astrid Lindgren

Om barndommens bøger, magiske verdener og de historier, vi bærer med os og giver videre til vores børn.

Der er nogle historier, der bliver hos os længe efter, vi har lukket bogen. Vi husker måske ikke alle detaljerne eller præcis, hvordan fortællingen begyndte. Men vi husker følelsen af at være der. At træde ind i en verden, som kun fandtes på bogens sider, og alligevel føltes lige så virkelig som vores egen.

Sådan har jeg det med flere af de bøger, jeg læste som barn. Jeg husker især Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Fortællingen om Jonathan og Karl, om Nangijala, mod og kærlighed. Og om at turde gøre noget, selvom man er bange. Det var en historie, der gjorde stort indtryk på mig. Ikke kun fordi den var spændende, men fordi den rummede så mange følelser på én gang. Sorg og frygt, håb og kærlighed. Og en forestilling om, at der måske findes noget på den anden side af det, vi kender.

Når jeg tænker tilbage på den i dag, forstår jeg bedre, hvorfor den blev hos mig. Den gav mig ikke bare en historie at læse. Den gav mig en verden at forestille mig.

Historier, der bliver en del af os

Jeg tror, at mange af os har fortællinger fra barndommen, som stadig lever et sted i vores hukommelse. Måske er det en bog, vi fik læst højt igen og igen. En historie, vi selv læste under dynen med en lommelygte. Eller et eventyr, som en bedsteforælder fortalte. Nogle historier husker vi, fordi de fik os til at grine. Andre, fordi de gjorde os bange eller kede af det. Og nogle, fordi de satte ord på noget, vi endnu ikke helt forstod.

Det særlige ved fortællinger er måske, at vi kan vende tilbage til dem på forskellige tidspunkter i livet og opdage noget nyt. Som barn oplevede jeg Brødrene Løvehjerte som et stort eventyr. Som voksen ser jeg også fortællingen om to brødres kærlighed til hinanden og deres måde at møde frygten på. Historien er den samme. Men jeg er ikke længere den samme læser.

H.C. Andersen og eventyrenes mange lag

Når man taler om nordiske fortællinger, er det svært at komme uden om H.C. Andersen. Hans eventyr er blevet fortalt og genfortalt gennem generationer. Og selvom mange af dem er velkendte, rummer de ofte langt mere, end man umiddelbart lægger mærke til.

I Den grimme ælling møder vi en skabning, der ikke passer ind og må finde sin egen plads i verden. I Den lille havfrue handler det blandt andet om længsel, kærlighed og de valg, vi træffer. Og i Snedronningen bliver vi ført gennem et eventyrligt landskab, hvor venskab, kærlighed og vedholdenhed er med til at drive fortællingen frem.

Det er ikke nødvendigvis enkle historier. De kan være både sørgelige, uhyggelige og fulde af modsætninger. Men måske er det netop noget af det, der gør dem værd at vende tilbage til. De fortæller ikke altid, at verden er let at forstå, eller at alting ender, som vi håber. De giver os i stedet mulighed for at møde store følelser gennem fortællingen. Og de minder os om, at eventyr ikke kun handler om magi. De handler også om det at være menneske.

Astrid Lindgren og barndommens store verdener

Hvor H.C. Andersens eventyr ofte har noget gådefuldt og symbolsk over sig, er der noget andet ved Astrid Lindgrens fortællinger, som jeg holder særligt meget af. Hun skaber verdener, hvor børn får lov til at være både modige, sårbare, fantasifulde og selvstændige.

Pippi Langstrømpe lever efter sine egne regler og udfordrer de voksnes forestillinger om, hvordan et barn bør opføre sig. Emil fra Lønneberg er fuld af påfund, men også af omsorg og gode intentioner. Ronja Røverdatter vokser op mellem skovens farer og vidundere og må finde sin egen vej mellem familiens forventninger, venskab og frihed. Og i Brødrene Løvehjerte møder vi en fortælling, der tør tage børn alvorligt – også når det handler om livets svære spørgsmål.

Det, jeg beundrer ved Lindgrens bøger, er, at børnene ikke blot er tilskuere til de voksnes verden. De er hovedpersoner i deres egen. De træffer valg, stiller spørgsmål, begår fejl og opdager, hvem de er. Og måske er det en af grundene til, at hendes fortællinger stadig betyder så meget for både børn og voksne.

Hvorfor de gamle fortællinger stadig betyder noget

Det kan være fristende at tænke, at gamle eventyr og børnebøger først og fremmest er en del af vores kulturhistorie. Men jeg tror, at de også kan give os noget i dag. Når vi læser en fortælling sammen med et barn, deler vi mere end ordene på siderne. Vi deler oplevelsen af at være spændte, overraskede, glade eller berørte. Vi kan tale om, hvorfor en person handler, som vedkommende gør, eller hvad vi selv ville have gjort.

Forskning i børnelitteratur og fortællingers betydning for børns udvikling peger blandt andet på, at historier kan give børn mulighed for at udforske andre menneskers tanker, følelser og perspektiver.

Litteraturforskeren Maria Nikolajeva beskæftiger sig eksempelvis med, hvordan læsning og litterære fortællinger kan engagere vores forestillingsevne og forståelse af andre mennesker. Og forskning af Raymond A. Mar og hans kolleger har undersøgt sammenhænge mellem børns møde med fortællende medier og deres forståelse af andres mentale tilstande.

Det betyder ikke, at hver eneste højtlæsning behøver at blive til en samtale om store spørgsmål. Nogle gange skal en historie bare have lov til at være en historie. Men jeg holder af tanken om, at fortællinger kan skabe et fælles rum mellem børn og voksne. Et rum, hvor vi kan undre os sammen, uden at nogen nødvendigvis behøver at kende det rigtige svar.

Når fortællinger rejser mellem generationer og lande

Min mand er amerikaner, og vores børn vokser derfor op med mere end én kulturel fortælletradition. Det har gjort mig mere opmærksom på de historier, jeg selv er vokset op med. Fortællinger, jeg tidligere tog for givet, er pludselig blevet noget, jeg har lyst til at vise og give videre.

Jeg vil gerne have, at Sienna og Matteo lærer de nordiske eventyr at kende. At de møder troldene, alferne, skovens væsener og de store figurer fra vores mytologi. At de oplever Astrid Lindgrens verdener og H.C. Andersens eventyr. Ikke fordi de skal kende en bestemt liste af bøger eller historier. Men fordi jeg gerne vil give dem adgang til noget, der har været med til at forme min egen forestillingsverden.

Samtidig synes jeg, at det er smukt, at de også får historier fra en anden del af verden. For fortællinger behøver ikke at konkurrere med hinanden. De kan mødes, blandes og blive til noget nyt. Præcis som når Sienna selv finder på en figur, der ikke ligner nogen, jeg tidligere har mødt i en bog.

Fra gamle eventyr til nye fortællinger

Da jeg begyndte at skabe Little Northlings, var det ikke kun den nordiske natur, der inspirerede mig. Det var også de fortællinger, der gennem generationer har givet landskaberne liv.

Skovens dyr, de skjulte væsener, de store mytologiske skikkelser og forestillingen om, at der findes noget magisk lige uden for vores synsfelt. Jeg holder af at tænke på, at de gamle fortællinger kan få nyt liv i børns egne historier.

En ulv på væggen behøver ikke at være Fenrisulven fra den nordiske mytologi, selvom det var dér, inspirationen begyndte. For barnet kan den blive en venlig beskytter, en ensom vandrer eller en ulv, der leder efter sin familie. En ravn kan være Odins budbringer. Men den kan også være en fugl, der kender alle skovens hemmeligheder. Og en lille fe kan få sit helt eget liv, uafhængigt af alle de fortællinger, der kom før hende.

Det er måske netop sådan, fortælletraditioner lever videre. Ikke kun ved at vi gentager historierne, som de altid er blevet fortalt. Men ved at vi lader dem inspirere nye.

De historier, vi giver videre

Jeg ved ikke, hvilke bøger Sienna og Matteo vil huske bedst, når de bliver voksne. Måske bliver det nogle af dem, jeg selv elskede som barn. Måske bliver det helt andre historier. Og måske vil de huske de små fortællinger, vi fandt på sammen på vej til børnehaven, lige så tydeligt som bøgerne på hylden. Det håber jeg egentlig.

For når jeg tænker på, hvad fortællinger har betydet for mig, handler det ikke kun om de enkelte bøger. Det handler om følelsen af at kunne træde ind i en anden verden. Om at opdage, at en historie kan rumme noget, man endnu ikke har ord for. Og om at vide, at der altid findes flere verdener at udforske. Måske er det netop det, jeg allerhelst vil give videre til mine børn. Ikke bare de historier, jeg selv voksede op med. Men glæden ved at opdage, fortælle og forestille sig nye.

Kilder og videre læsning

Andersen, H.C. (1843). Den grimme ælling. I Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling (samlingen dateret 1844).

Andersen, H.C. (1844). Snedronningen. I Nye Eventyr. Første Bind. Anden Samling (samlingen dateret 1845).

Lindgren, Astrid (1973). Bröderna Lejonhjärta. Rabén & Sjögren.

Lindgren, Astrid (1981). Ronja rövardotter. Rabén & Sjögren.

Nikolajeva, Maria (2014). Reading for Learning: Cognitive Approaches to Children’s Literature. John Benjamins Publishing Company.

Mar, Raymond A., Tackett, Jennifer L. & Moore, Chris (2010). Exposure to Media and Theory-of-Mind Development in Preschoolers. Cognitive Development, 25(1), 69–78.