Hvorfor fortællinger er vigtige for børns fantasi

Om magiske haver, krøllede sommerfuglevinger og glæden ved at skabe historier sammen.

På vej til børnehaven kan et helt almindeligt træ pludselig gemme på en magisk have. Et solstrejf mellem grenene kan være begyndelsen på et eventyr, og en lille svamp i skovbunden kan vise sig at være hjemsted for nogen, vi endnu ikke har mødt.

Sådan er det ofte, når jeg er sammen med min datter Sienna.

Vi finder hele tiden på historier sammen. Nogle gange begynder de med noget, vi ser på vores vej. Andre gange med et spørgsmål eller en figur, jeg eller hun har opfundet. Og jeg bliver stadig overrasket over, hvor hurtigt hun kan forvandle noget helt almindeligt til en fortælling.

Det har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er, der sker, når børn fortæller historier. Og hvorfor fantasien har så stor en plads i deres verden.

Når fantasien får vinger

En af Siennas egne figurer hedder Gina the Butterfly. Gina har krøllede vinger og regnbuenavle. Og selvom hendes vinger er anderledes, kan hun selvfølgelig flyve. Hun er jo magisk. Men Sienna fortalte mig forleden, at Gina faktisk slår sig ret tit, fordi hun ikke flyver helt så sikkert med sine krøllede vinger.

Jeg synes, der er noget meget fint i den historie. Gina kan noget, selvom det er sværere for hende. Hendes krøllede vinger forsvinder ikke, og magien gør ikke, at alting pludselig bliver let. Hun flyver bare alligevel. Hun har sin egen styrke og sin egen magi.

Jeg ved ikke, om Sienna selv tillægger historien den samme betydning som jeg. Måske synes hun bare, at det er sjovt med en sommerfugl, der flyver lidt skævt og indimellem falder ned. Men det er netop noget af det, jeg finder fascinerende ved børns fortællinger. De behøver ikke følge de samme regler eller have de samme pointer, som vi voksne ville give dem.

En sommerfugl kan have krøllede vinger – den kan være både magisk og klodset på én gang.

Fortællinger er en del af børns leg

Når børn finder på historier, skaber de ikke bare underholdning. Fortællinger kan også være en del af den måde, de leger, undersøger og fortolker verden på.

I forskningsartiklen Fortællekraft og legekraft undersøger Helle Hovgaard Jørgensen og Mona Pagaard Nielsen netop samspillet mellem leg og fortælling. De beskriver blandt andet, hvordan børn selv er med til at forme og forandre fortællinger gennem deres handlinger og mødet med materialer og omgivelser. Det er en tanke, jeg godt kan genkende.

Når Sienna og jeg finder på historier, ved vi sjældent, hvor de ender. Jeg kan begynde med at forestille mig en fe, der bor i et træ, men Sienna bestemmer måske, at feen i virkeligheden er en prinsesse, der har mistet sin magi. Og så er det pludselig den historie, vi fortæller. Det er ikke altid den voksne, der skal have idéen, kende handlingen eller vide, hvordan fortællingen slutter. Nogle gange er det vigtigste måske bare at lytte og følge med.

Fantasien vokser også ud af virkeligheden

Jeg har ofte tænkt på børns fantasi som noget næsten grænseløst. Men noget af det interessante ved fantasien er, at den også hænger tæt sammen med den virkelighed, børn kender.

Psykologiprofessor Paul L. Harris fra Harvard University har gennem mange år forsket i børns forestillingsevne. I bogen Children’s Imagination beskriver han, hvordan børns fantasi i høj grad tager udgangspunkt i deres erfaringer med den virkelige verden. Når børn forestiller sig noget, der kunne ske, eller leger, at noget er anderledes, bygger de ofte videre på noget, de allerede kender. Det synes jeg er en interessant tanke.

For måske er det netop derfor, et træ kan blive så meget mere end et træ. Barnet ved godt, hvad et træ er. Det har set grenene, bladene og måske en fugl, der bygger rede. Men hvad nu, hvis der også bor nogen inde i stammen? Eller hvis træet kun åbner sin hemmelige dør, når månen står højt på himlen?

Det virkelige og det opdigtede behøver ikke være modsætninger. De kan eksistere side om side og give hinanden liv.

Når vi voksne får lov at være med

Noget af det fineste ved at fortælle historier sammen med Sienna er, at jeg selv er begyndt at bruge min fantasi igen. Som barn tegnede og skrev jeg hele tiden. Jeg drømte om at skrive romaner og kunne blive fuldstændig opslugt af bøger og opdigtede verdener. Jeg kan stadig huske følelsen af at læse Brødrene Løvehjerte og forsvinde helt ind i den verden.

Men et sted mellem uddannelse, arbejde, deadlines og alle de praktiske ting, der følger med voksenlivet, kom fantasien til at fylde mindre. Med Sienna begyndte jeg at mærke den igen.

Hun minder mig hele tiden om, at der ikke behøver være så langt mellem det virkelige og det eventyrlige. At vi godt kan finde på noget, bare fordi det er sjovt. Og at en historie ikke behøver være gennemtænkt, før vi begynder at fortælle den.

Måske er det også en af de gaver, børn giver os voksne. Muligheden for at se verden lidt anderledes igen.

En historie behøver ikke begynde med en bog

Jeg elsker børnebøger, og højtlæsning er en dejlig måde at være sammen på. Men fortællinger behøver ikke altid begynde med en bog. De kan begynde med en sten, et billede, et træ eller en lille figur på væggen.

Jeg tror, at noget af det vigtigste, vi kan gøre som voksne, er at give plads til børnenes egne idéer. Ikke nødvendigvis ved at arrangere store kreative aktiviteter, men ved at være nysgerrige og stille små spørgsmål.

Hvem tror du bor inde i det træ?

Hvor er den lille grævling mon på vej hen?

Hvad tror du, der sker, når alle feerne mødes i det hemmelige træhus?

Nogle gange kommer der en lang historie ud af det. Andre gange bare et enkelt svar, som hurtigt bliver glemt. Begge dele er helt fint. For mig handler det ikke om at lære børn at fortælle de rigtige historier. Det handler om at give deres egne fortællinger plads.

Når en tegning bliver begyndelsen på en historie

Da jeg begyndte at skabe Little Northlings, var det med et ønske om at bringe noget af den nordiske natur, mytologi og fortælletradition ind på børneværelset. Jeg ville gerne skabe noget smukt og roligt, men også figurer, der kunne vække nysgerrighed og sætte fantasien i gang.

Et træ på væggen kan være et træ. Men det kan også være hjemsted for feer. En bjørn kan være på vej gennem den svenske skov, eller den kan være hovedperson i en historie, barnet selv finder på. Jeg vil helst ikke fortælle alle historierne færdige. For det mest spændende sker måske først, når barnet begynder at fortælle videre.

Jeg håber, at Little Northlings kan være med til at skabe nogle af de små øjeblikke, hvor børn og voksne opdager noget sammen. Hvor et billede bliver til et spørgsmål, og et spørgsmål bliver til en fortælling.

Og hvor et barn pludselig kigger på en figur og siger:

“Ved du hvad der skete med hende i går?”

For så er tegningen ikke længere bare min. Så er deres historie begyndt.

Kilder og videre læsning

Helle Hovgaard Jørgensen & Mona Pagaard Nielsen (2023). Fortællekraft og legekraft – Materialer, aktørskab og lytning i LegeKunst-forløb. BUKS – Tidsskrift for Børne- & Ungdomskultur, 39(67).

Paul L. Harris (2022). Children’s Imagination. Cambridge University Press.

Sandra W. Russ (2021). Pretend Play: A Microcosm of Creativity. I The Cambridge Handbook of Lifespan Development of Creativity