Når naturen bliver magisk – børn og fantasien i naturen

Om hemmelige verdener mellem trærødderne, små opdagelser og den magi, der opstår, når vi ser naturen gennem børns øjne.

Der er noget særligt ved at gå en tur med et barn, som endnu ikke har travlt med at komme frem. En sten kan være en skat. En gren kan blive til en tryllestav. Og et hul mellem rødderne på et gammelt træ kan være indgangen til et hjem, vi voksne aldrig ville have opdaget.

Jeg oplever det ofte med min datter Sienna. Vi kan gå den samme vej mange gange, og alligevel er der næsten altid noget nyt at få øje på. En lille svamp, der ikke var der i går. En snegl på vej over stien. Et træ, der ser ud, som om det gemmer på en hemmelighed. Nogle gange stopper vi op og undersøger det, vi har fundet. Andre gange begynder vi at digte historier om det.

Og det har fået mig til at tænke på, hvad naturen egentlig giver børns fantasi.

En verden, der ikke er færdigfortalt

Noget af det, jeg holder af ved naturen, er, at den ikke fortæller os, hvad vi skal forestille os. Et træ er ikke skabt til at forestille et slot. En gren er ikke designet til at være et sværd. Og en bunke blade har ingen bestemt funktion. Alligevel kan de blive til næsten hvad som helst.

Det er måske en af forskellene mellem naturen og mange af de ting, vi omgiver børn med. Et stykke legetøj kan have en tydelig funktion eller en historie, der allerede er bestemt. Naturens materialer er mere åbne.

En pind kan være en fiskestang den ene dag og en tryllestav den næste. En sten kan være en skat, en kage eller et æg fra en drage. Og det er barnet selv, der bestemmer.

Den britiske psykolog James J. Gibson introducerede begrebet affordances til at beskrive de handlemuligheder, vi oplever i vores omgivelser. Senere har forskere inden for børns leg og udeliv brugt begrebet til at undersøge, hvordan børn opdager og bruger mulighederne i blandt andet naturlige miljøer.

En væltet træstamme kan eksempelvis invitere til at balancere, klatre eller sidde. Men den kan også blive til en bro over en farlig flod i en opdigtet verden.

Jeg synes, det er en fin måde at forstå naturens betydning for leg på: Den giver børn muligheder uden nødvendigvis at fortælle dem, hvad de skal gøre.

Når vi voksne ser et træ, og børn ser en verden

Jeg kan godt tage mig selv i at gå for hurtigt. Jeg har et sted, jeg skal hen, noget, jeg skal nå, og måske en indkøbsliste, der allerede fylder i tankerne.

Men så stopper Sienna op. Måske har hun fået øje på nogle små svampe i en træstub. Måske ser hun en åbning mellem grenene, som jeg slet ikke havde bemærket. Og pludselig er vi ikke længere bare på vej et sted hen. Vi står foran noget, der kunne være indgangen til en anden verden.

Det minder mig om, hvor forskelligt børn og voksne kan opleve de samme omgivelser. Vi ser måske først og fremmest det, vi genkender. Børn kan være mere optagede af, hvad noget også kunne være. Jeg tror ikke, vi voksne behøver at opfinde store eventyr for at understøtte den nysgerrighed. Nogle gange er det nok at standse op. At kigge lidt nærmere. Og måske spørge: Hvem tror du mon bor derinde?

Naturen giver plads til både leg og fordybelse

Når vi taler om børn og natur, handler det ofte om frisk luft, bevægelse og fysisk aktivitet. Og det er selvfølgelig en vigtig del af udelivet. Men naturen kan også være et sted for ro, opmærksomhed og fordybelse.

Et barn kan bruge lang tid på at undersøge en bille, samle sten eller følge en myres vej gennem græsset. Det kan se ud som en meget lille aktivitet, men for barnet kan det være en hel verden.

Forskning i børns leg i naturmiljøer peger blandt andet på, at varierede naturomgivelser kan give mange forskellige muligheder for leg, udforskning og kreativ aktivitet. Det betyder ikke, at enhver tur i skoven automatisk gør børn mere fantasifulde. Men naturen kan tilbyde noget værdifuldt: Rum, materialer og oplevelser, som børn selv kan give betydning.

Og måske er det netop derfor, at de små opdagelser ofte bliver hængende. Ikke fordi vi havde planlagt en særlig aktivitet, men fordi barnet selv fandt noget, der var værd at undersøge.

De nordiske skoves gamle hemmeligheder

Jeg tror også, at min fascination af naturen hænger tæt sammen med de fortællinger, jeg voksede op med. I nordiske eventyr og folkesagn er naturen sjældent bare en kulisse. Skoven kan gemme på trolde og underjordiske væsener. Høje og sten kan være forbundet med gamle fortællinger. Og i islandske folkesagn findes historier om skjulte folk, der lever i landskabet uden nødvendigvis at kunne ses af mennesker.

Det er fortællinger, som på hver deres måde giver naturen et ekstra lag. Et bjerg er stadig et bjerg. En skov er stadig en skov. Men måske gemmer der sig også noget, vi ikke kan se. Jeg holder meget af den tanke. Ikke fordi børn behøver at tro på trolde eller alfer, men fordi fortællingerne inviterer os til at møde naturen med nysgerrighed.

Hvad nu, hvis der findes en historie bag den store sten?

Hvad nu, hvis det gamle træ har stået der så længe, at det kender hemmeligheder, vi har glemt?

Og hvem mon kommer frem i skoven, når alle mennesker er gået hjem?

For mig er det en af de smukkeste forbindelser mellem nordisk natur og nordisk fortælletradition.

At tage lidt af skovens magi med hjem

Da jeg begyndte at skabe Little Northlings, var den nordiske natur en af mine vigtigste inspirationskilder. Jeg blev ved med at vende tilbage til skovens dyr, træerne, svampene og de små detaljer. Den nordiske natur er noget af det, jeg forbinder allerstærkest med barndom og hjem.

Jeg ville gerne skabe figurer, som børn kunne genkende fra naturen, men som også gav plads til noget mere. En grævling kan være en grævling. Men den kan også være på vej hjem fra et hemmeligt møde i skoven. En bjørn kan stå stille mellem træerne. Men måske venter den på en ven, som endnu ikke er kommet. Og et lille træhus kan være hjemsted for feer, der kun viser sig, når lyset falder på den helt rigtige måde.

Det er ikke min opgave at bestemme, hvad børnene skal forestille sig, når de ser figurerne. Jeg håber snarere, at de får lyst til selv at finde på.

Måske genkender de en svamp fra en tur i skoven. Eller måske begynder de at fortælle en historie, der slet ikke ligner noget, jeg selv havde forestillet mig. Det er noget af det fineste ved børns fantasi. At den kan tage udgangspunkt i noget, vi alle sammen kan se, og føre os et sted hen, ingen af os havde forventet.

Magien findes måske i de små øjeblikke

Jeg tror ikke, at børn behøver store naturoplevelser for at finde inspiration. Vi behøver ikke altid tage på lange skovture eller besøge særlige steder. Nogle gange er det nok med et træ på vej til børnehaven. En lille bille i haven. Eller en sky, der ligner noget, vi kender.

Det vigtigste er måske ikke, hvor vi går hen, men om vi giver os tid til at opdage noget undervejs. For når jeg tænker tilbage på de små historier, Sienna og jeg har fundet på sammen, er det sjældent selve gåturen, jeg husker. Det er øjeblikket, hvor noget helt almindeligt pludselig blev til noget andet. Hvor en fe havde plantet tryllesvampe i en træstub. Og hvor vi for en stund fik lov til at besøge en verden, som kun fandtes, fordi vi forestillede os den sammen.

Kilder og videre læsning

Gibson, James J. (1979). The Ecological Approach to Visual Perception. Houghton Mifflin.

Kyttä, Marketta (2004). The Extent of Children’s Independent Mobility and the Number of Actualized Affordances as Criteria for Child-Friendly Environments. Journal of Environmental Psychology, 24(2), 179–198.

Fjørtoft, Ingunn (2004). Landscape as Playscape: The Effects of Natural Environments on Children’s Play and Motor Development. Children, Youth and Environments, 14(2), 21–44.